Ved søndagens lokalopvisning i GGIF Gymnastik, kom Dorthe Brinkmann, filialdirektør i Vestjysk Bank i Grindsted, forbi med en særdeles flot donation til redskaber til det nye Motorik- og Kampsportscenter.
Søndag d. 27/3 – 2022 blev der i MAGION i Grindsted afholdt den længe ventede Lokalopvisning, for alle gymnasterne i GGIF Gymnastik.
Klokken 11.30 kom Dorthe Brinkmann fra Vestjysk Bank i Grindsted forbi opvisningen, og havde gode nyheder at dele med GGIF Gymnastik.
”I Vestjysk Bank er vi tæt på vores kunder, vi er en del af lokalsamfundet og bakker op hvor vi kan”
”Vi ønsker, at Grindsted og omegn skal være et aktivt og attraktivt sted at bo, og derfor er jeg utroligt glad for at jeg i dag, på vegne af Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasses Støttefond, kan overbringe en gavecheck på 100.000 kr. til indkøb af gymnastikudstyr til det nye Motorik- og Kampsportscenter her i MAGION”
”Det er vores håb, at det vil bidrage til at GGIF Gymnastik får de bedste betingelser for træning, fællesskab og videre udvikling” udtaler Dorthe Brinkmann.
Dorthe Brinkmann overbragte gavechecken til Rikke Kirkegaard, som er formand i GGIF Gymnastik.Gavechecken fra Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasses Støttefond kommer til at bevirke at vi i GGIF Gymnastik blandt andet kan få nogle af de mange springredskaber vi skal bruge i det nye Motorik- og Kampsportscenter. Redskaber udvikler sig nemlig utroligt meget, og det samme gør springerne. De laver flere avancerede spring og rotationer, og derfor må vi også i GGIF Gymnastik ud at investere i det bedste udstyr, så vores springere ikke kommer til skade.
Vi vil i GGIF Gymnastik, gerne sige 100.000 gange tak til Vestjysk Bank for den flotte opbakning til at vi i det nye center kan udvikle vore gymnaster og samtidig minimere deres risiko for skader.
Dorthe Brinkmann og formanden for GGIF Gymnastik Rikke Kirkegaard
Dorthe Brinkmann og Rikke Kirkegaard med et hold af springgymnasterne (Foto; Jette’s Foto)