For tredje gang i denne sæson kom et af GGIF Gymnastiks Grand Prix hold hjem fra en mesterskabskonkurrence med guld om halsen. Først var det pigerne fra 8-10 år, som vandt guld og blev jyske mestre, så var det pigerne i alderen 10-12, som vandt guld til DM i 2. division, og søndag vendte det ældste af foreningens to hold i pigerækken (12-14 år) 2. division hjem med et genvundet mesterskab.

 

Det var med sommerfugle i maven og stor spænding, at pigerne tidligt søndag morgen tog turen til Paaruphallerne i Odense. Det kan godt være et pres at skulle forsvare en mesterskabstitel.  Det var forårsvarmt ude, men også inde i hallen steg temperaturen. Pigerne skulle i første omgang på med deres tøndebåndsserie, som de tidligere har scoret gode points med, det lykkedes også denne gang. Men den solide føring de tog her, var den nok til at holde konkurrenterne på afstand? Flere af de andre hold er meget stærke i deres serie uden redskab.

Men pigerne viste, at de havde trænet ihærdigt og leverede deres absolutte toppræstation i denne sæson. Spændingen voksede, og der blev talt på knapperne, mens de sidste hold blev færdige og fik deres points. Ville det række hele vejen hjem? Det gjorde det. Pigerne fik en delt førsteplads for deres anden serie, og samlet fik de points nok til at vinde med et sikkert forspring til de nærmeste konkurrenter. Mesterskabet var hjemme igen.

Det er nu tredje gang til de seneste fire Danmarksmesterskaber, at Team Safira scorer guld, så for holdet blev det også en dag med guld, guld og atter guld. Så det var en flok trætte, men glade og stolte piger og instruktører, som kom tilbage til Grindsted sendt søndag aften.

 

Nu kan de sidste tre af foreningens syv Grand Prix hold går på sommerferie, men mange af pigerne holder dog ikke fri fra gymnastikken, idet de mødes til forårsgymnastik og ekstra træninger, indtil sæsonen starter igen til august.

 

 

Billedtekst:

Bodil Hirt (instruktør), Mie Buchhave Søgaard (instruktør), Silke Lundø Kristensen, Victoria Aagaard Gjerlevsen, Elly J. Søgaard, Nikoline Johanne Sigaard Hansen, Pil Buchhave Søgaard, Sofie Tolvard Völcker, Caroline Hansen, Alicia Skjøtt, Benedicte Ulrikke Roed, Julie Nissen og Cecilie Völcker (instuktør)