Møde i indsamlingsgruppen for det nye “Motorik- og Kampsportcenter”

Efter planen skal førstespadestik tages 1. november 2021

Nu har indsamlingsgruppen for det nye “Motorik- og Kampsportcenter” endelig haft et fysisk møde sammen – med afstand -og ikke kun online.

Gruppen består af et slagkraftigt (boksning), springstærk (gymnastik) og hurtig (taekwondo) gruppe med en plan, nemlig at spaden skal i jorden den 1. november 2021 til et helt nyt og lækkert sportsbyggeri ved MAGION i Grindsted. De har et stort arbejde i gang og ikke mindst foran sig, og vi GLÆDER os til at følge udviklingen her i GGIF Gymnastik.

Indsamlingsgruppen for det nye “Motorik- og Kamsportcenter”

Støt GGIF Gymnastik når du tanker benzin hos OK

Støt GGIF Gymnastik, hver gang du tanker

 

Vi har indgået en sponsoraftale med OK, så du kan støtte GGIF Gymnastik, hver gang du tanker. Og vigtigst af alt, det koster dig ikke ekstra at støtte vores forening – OK betaler hele beløbet.

 

Du støtter vores forening med 5 øre/liter – uanset om du bestiller et OK Benzinkort eller betaler med OK-appen. Når nye kunder har tanket 500 liter indenfor et år, får vores forening en ekstra bonus på 200 kr.  

 

Bestil et OK Benzinkort på www.ok.dk/lokalsporten. Hvis du vælger at tanke med OK-appen, så finder du den i App Store eller Google Play.

 

Har du allerede et OK Benzinkort? Så ring til OK på 70 10 20 33 og fortæl dem, at du gerne vil støtte GGIF Gymnastik nu. Og så sørger de for at ændre det.

 

Ekstra støtte til din klub med OK Mobil og OK El

Har du et OK Benzinkort kan du fordoble støtten til vores forening. Vælg en af OK’s Mobil-pakker, så støtter du vores forening med ekstra 5 øre pr. liter, du tanker. Du kan se alle OK’s mobilpakker på www.ok.dk/mobil

 

Du kan også fordoble støtten, hvis du vælger at få el fra OK. Så støtter du med 5 øre ekstra pr. liter, hver gang du tanker. Det er nemt og hurtigt at skifte elselskab. Bare ring til OK på 70 10 22 33, så sørger de for det hele.

“Musik i Gryden” 2021 aflyst

Det er i dag blevet offentliggjort at “Musik i Gryden” 2021 er blevet udsat til 2022.

Det er vi i GGIF foreningerne selvfølgelig meget kede af, idet det bl.a. er her vi frivilligt arbejder os til lidt ekstra indtjening til GGIF gymnastik-, håndbold- og fodboldforening. Vi håber dog dem der allerede har købt billet, vil gemme dem til 2022 hvor der d. 6/8 afholdes comeback koncert til “Musik i Gryden”.  I kan dog stadig støtte vores foreninger i efteråret 2021, når vores store lotteri med masser af lækre præmier går i gang.

Nedenstående er udmeldt fra “Musik i Grydens” Facebook side.

Musik i Gryden udsættes til 2022

Der blev ingen Musik i Gryden i 2020, og det bliver der desværre heller ikke i 2021. Til gengæld sætter koncertudvalget alle kræfter ind på comeback lørdag den 6. august 2022.
Der er kommet en langsigtet genåbningsplan, men der er rigtig meget, der ikke er taget stilling til endnu, og dermed er det simpelthen for usikkert at fortsætte planlægningen af Musik i Gryden 2021, siger Søren Klausen fra Koncertudvalget.
Til gengæld sætter koncertudvalget nu alle kræfter ind på en forrygende comeback-koncert lørdag den 6. august 2022.
I 2020 valgte stort set alle at bakke op om Musik i Gryden ved at overføre deres billet til 2021, og Koncertudvalget håber at det samme er tilfældet nu.
Vi havde jo et forrygende musikprogram klar i 2020, og vores håb er at vi kan få de samme musiknavne i 2022. En garanti kan vi dog ikke give, men vi tør godt love at vil gøre alt hvad vi kan for at Musik i Gryden er tilbage i topform næste sommer, siger Søren Klausen.
Opfordringen er altså, at alle der har købt billet til Musik i Gryden 2020 beholder den endnu et år. Så vil billetten til 2020-festivalen automatisk blive ombyttet til koncerten lørdag den 6. august 2022.
I GGIF, der står bag koncerten håber man på stor opbakning fra alle, der har billetter.
Det er ærgerligt at vores alle-sammens Musik i Gryden må udsættes endnu et år, men vi kan se det samme sker for rigtig mange andre koncerter, der er båret af frivillige, lige nu. Vi håber og tror at folk vil gemme billetten og varme op til Musik i Gryden nummer 17 i 2022, siger Michael Steen-Andersen fra GGIF Håndbold.

Besøg hos instruktører og hjælpeinstruktører

Vi sætter pris på vores frivillige 

Selvom det har været et svært og hårdt år for alle, har vi en masse frivillige instruktører og hjælpetrænere, som vi gerne vil vise vi sætter stor pris på.

De har gennem denne sæson skullet “arbejde” på nogle helt nye præmisser. Der har været afstandsbegrænsning, afspritning af redskaber og rengøring i stor stil, som vi ikke tidligere har været vant til. De har dog alle sammen været omstillingsparate og virkelig gjort en kæmpe indsats for at vi stadig kunne lave gymnastik – trods restriktioner.

Indendørs idræt blev lukket helt ned i December, og således også vores gymnastik. Men derfor skal vores instruktører og hjælpetrænere ikke snydes for en påskyndelse for deres store arbejde.

Bestyrelsen har været ude hos de lokale blomsterhandlere for at købe buketter og fået lavet gavekort til byens butikker. De har været forbi de frivillige og sige en stor tak med alle forholdsregler overholdt.

I kan her se nogle af vores dejlige frivillige. Det er dog ikke alle der er billeder af, da ikke alle var hjemme og nogle instruktører selv ville forbi deres hjælpetrænere for at sige tak.

TAK for alle jer – uden jer – ingen os

På vegne af bestyrelsen i GGIF Gymnastik

 

 

GGIF Lotteri 2021 – #ViErGGIF

GGIF Lotteri 2021

Sidste år havde GGIF Fodbold en markant succes-oplevelse med at arrangere ”GGIF Lotteriet”, hvor over 50 sponsorere donerede præmier for over kr. 70.000,- samlet. Idéen til lotteriet blev skabt på et møde med en god håndfuld klubfolk, der er i et svært år ville gøre noget ekstra for deres foreningen. Lotteriet fik stor opmærksomhed, og klubbens medlemmer lykkedes med at sælge næsten alle af de udbudte 1200 lodder.

Den positive oplevelse med GGIF lotteriet har skabt grobund for at styrke samarbejdet i hele GGIF, da fodboldafdelingen har fået selskab af både håndbold- og gymnastikafdelingen, så det er én samlet klub, der nu står bag det store lotteri. Dét til gavn for over 1000 medlemmer i alle aldre.

Første oplevelse i samarbejdet blev hurtigt en succes
Det styrkede samarbejde mellem de tre afdelinger blev skudt i gang i slutningen af februar, hvor der var lokal verdenspremiere på ”GGIF Gin”, der sælges hos Wine N’ Fun Vesterbrogade – og allerede nu kan klubbens event-gruppe i begejstring klappe i hænderne, da første leverance på 50 flasker hurtigt blev langet over disken, og efter blot to uger er anden leverance tæt på solgt. Og endnu en sending er selvfølgelig snart på hylderne i butikken.

#ViErGGIF – sammen er vi stærkest
GGIF ønsker at sende det tydelige signal, at man står sammen som forening, og den nye event-gruppe består af Ole Rimmer Donslund, Sten Bang, Kris Jensen Skriver, Martin Østergaard, Mads Helbo, Carsten Riemann og Christian Thorne, der sammen arbejder målrettet på at gøre GGIF Lotteriet endnu større for at skabe de bedste muligheder for alle GGIF’ere, uanset om man har harpiks på hænderne, en fodbold ved fødderne eller en vimpel i hænderne

Håber på stor lokal opbakning
For at lotteriet bliver en succes skal alle klubbens medlemmer naturligvis aktiveres i salg af lodder, men inden da skal event-gruppen have skaffet en masse spændende præmier. Gruppen vil indenfor kort tid kontakte virksomheder og forretninger, og igen håber man på stærk lokal opbakning. I sidste års lotteri var der masser af forskellige præmier, og der var endda virksomheder, som ikke havde en åbenlys vare eller ydelse, der passede til et lotteri, som støttede med gavekort til byens butikker eller billetter til Musik i Gryden. Alle sponsorere og præmier profileres tydeligt på plakater, lodsedler, Facebook og på lotteriets hjemmeside. Hvis man er interesseret i at støtte lotteriet – og ikke er blevet kontaktet af event-gruppen – så må man meget gerne skrive en mail til vierggif@gmail.com.

Event-gruppen har masser af igangværende opgaver og foråret er tætpakket med masser af gøremål inden salget forventes igangsat på den anden side af sommerferien. Og som sidste år påtænker gruppen at offentliggøre vinderne i en live-sending fra torvet i Grindsted.

GGIF Gin

 

GGIF Gin

Ja det er navnet på den gin, som du fra i dag kan købe hos Wine N’ Fun Grindsted på Vesterbrogade. Vi er gået sammen med GGIF Håndbold og GGIF Fodbold, Grindsted om dette samarbejde. Hver flaske koster 325 kroner.

For hver flaske vil der tilgå 75 kroner til GGIF’s klubkasse.
Flasken er med eget GGIF logo, og hver flaske har sit eget unikke nummer.
Skynd dig forbi WineN’Fun for at få fingrene i denne flaske. Hvis du har et bestemt nummer du gerne vil have, så kan WineN’Fun kontaktes via deres Facebook-side.

Danmark lukker ned – og det gør vi også 😪

Som alle sikkert har hørt i nyhederne lukker Danmark ned, og dermed også GGIF Gymnastik.
Vi er foreløbig lukket ned til og med den 3/1-2021. Vi følger løbende situationen, og vil informere her samt på mail (til medlemmer) hvis der skulle komme nyt.
Vi vil godt her lige have lov til at hylde alle vore frivillige i foreningen – alle de frivillige i foreningen gør et kæmpe stykke arbejde og en kæmpe forskel. Det er svært at navigere i alle restriktionerne i disse tider, og der bliver stillet store og omskiftelige krav. TAK for jer 🙂
Vi vil også gerne have lov til at takke alle vores medlemmer som har støttet os dette år. Aktiviteterne har måske ikke været de samme og lige så ofte. Men jeres medlemskab i foreningen betyder rigtigt meget for os. TAK for jer 🙂
Med denne nedlukning af Danmark vil vi godt slutte med at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul samt et rigtigt godt nytår 🎅🎄🤶
HUSK at passe på jer selv, jeres familier og hinanden så vi kommer sikkert igennem denne pandemi ❤
På vegne af foreningen
GGIF Gymnastik

Generalforsamling 21. sept. 2020

Grundet Covid-19, så vi os desværre nødsaget til at flytte den årlige generalforsamling i April til September 2020, nærmere bestemt d. 21. september kl 19.30 i mødelokalet ved caféen.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Aflæggelse af regnskab

4. Indkomne forslag

5. Eventuelt

COVID-19 Retningslinjer 2020/2021

I år har vi ekstra udfordringer grundet COVID-19, og der er nogle retningslinjer der skal overholdes. Derfor vil vi gerne bede om din/jeres hjælp, så vi sammen kan komme denne sæson igennem med de forbehold der nu er.

Vi opridser her nogle retningslinjer som bedes overholdes af både gymnaster og familie:

  • BLIV HJEMME hvis du er syg, eller har de mindste symptomer på COVID-19
  • ALLE gymnaster skal registreres inden de kommer ind, dette sikrer kontaktsporing i forhold til COVID-19. Instruktører har lister til at skrive sig ind på eller krydse sig af på
  • ALLE skal have vasket/sprittet hænder inden træning, og hold den gode hygiejne under hele træningen
  • Respekter og efterlev anvisningerne fra instruktørerne
  • Ankom omklædt til træningen og forlad træningsfaciliteten straks efter træning
  • Hold 2 meters afstand, og undgå fysisk kontakt med andre
  • Grundet COVID-19 er der restriktioner på hvor mange der må være i vores sale. Det betyder at vi i år desværre må bede forældre blive udenfor, da vi ellers ikke kan overholde retningslinjerne (dette gælder selvfølgelig ikke mor/far/barn hold)
  • Alle redskaber skal rengøres før/efter brug. Er der nogle der vil hjælpe med dette, så kontakt gerne instruktøren (så bliver der mere tid til træning og sjov)
  • Får du indenfor 48 timer efter endt træning konstateret en positiv COVID-19 test, SKAL du kontakte din instruktør med det samme

Hvis I hjælper os med at overholde disse retningslinjer er vi sikre på vi får en god sæson. Vi GLÆDER os til at se Jer alle.

Med venlig hilsen

GGIF Gymnastik

Jump4Fun

Sved på panden – smil på læben!

👍 har du lyst til at have det sjovt?
👍 har du ikke fundet den idræt, som passer til dig?
👍 vil du gerne gå på et hold med plads til alle?
👍 er du mellem 6 og 16 år og vil du gerne tabe dig lidt?

Så kom og vær med til Jump4fun. Vi laver en masse sjov træning med forskellige aktiviteter og lege på programmet.
Du vil få sved på panden, smil på læben og nye venskaber.
Til Jump4fun har vi fokus på bevægelsesglæde, sammenhold og opbakning.

Første træning er den 31. august kl. 16.45 – 17.45 i “Pigesalen” i MAGION

Løbende tilmelding – KOM OG PRØV!

Jump4fun_ GGIF